Dybt ned i de små børns hukommelse

Hvordan kan menneskets tidligste oplevelser genkaldes fra hukommelsen? Hukommelsesforskere fra Aarhus Universitet søger svar med en særlig test, som de bruger til at undersøge spontane erindringer hos tre-fire årige børn.

’Hvad er den første oplevelse, du husker fra dit eget liv?’

De allerfleste mennesker har fået spørgsmålet, eller har tænkt tanken. Og allerede her begynder det både at blive vanskeligt og stå lysende klart, hvor kompleks og svært afkodelig den menneskelige hukommelse er:

For hvad kan man egentlig huske fra sine første år? Er det, der dukker op, i virkeligheden noget, man fx har fået fortalt af sine forældre, og derefter på en eller anden facon ’omformet’, så det nu til forveksling ligner en erindring? Eller er det den ægte vare - den oplevelse, man rent faktisk havde, da man var lille og ny i verden?

Det overordnede svar er, at et menneskes selvbiografiske hukommelse – dvs. evnen til bevidst at huske sin egen fortid – udfordres stadigt hårdere, jo længere tilbage i tid han eller hun prøver at gå. ”Typisk vil menneskers tidligste personlige erindring kunne handle om oplevelser i tre-fireårsalderen”, siger Peter Krøjgaard, professor i udviklingspsykologi ved Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet (AU).

"Det sidste ’led’ i denne proces – den viljestyrede og målrettede søgeproces, en såkaldt ’strategisk genkaldelse’ – har imidlertid været overset i litteraturen.  Vi har derfor ikke været særligt opmærksomme på, at selve søgeprocessen måske i sig selv kan være kognitivt krævende for små børn”.

Stiller man spørgsmålet: ’Hvad er den første oplevelse, du husker fra dit eget liv?’ til en voksen, vil han eller hun have nogle redskaber i jagten på et svar, forklarer Peter Krøjgaard:

”For det første skal der selvsagt være en lagret erindring at genkalde. Men derudover skal vi også aktivt og målrettet kunne finde frem til den pågældende erindring. Det sidste ’led’ i denne proces – den viljestyrede og målrettede søgeproces, en såkaldt ’strategisk genkaldelse’ – har imidlertid været overset i litteraturen. Det skyldes formentlig, at selve søgeprocessen typisk forløber uproblematisk og automatiseret hos voksne, bl.a. fordi voksne mennesker har veludviklede frontallapper. Vi har derfor ikke været særligt opmærksomme på, at selve søgeprocessen måske i sig selv kan være kognitivt krævende for små børn”.

Hvis man spørger børn på tre-fire år, hvad de fx har oplevet i børnehaven i dag, så kan de, i modsætning til voksne, have forbløffende vanskeligt ved at svare – og det er netop hvad mange forældre oplever, når de henter deres børn efter arbejde, siger Peter Krøjgaard:

”At børn på tre-fire kan have vanskeligt ved at svare på, hvad de oplevet kort forinden, er af flere forskere blevet tolket som udtryk for, at der måske aldrig er blevet lagret et hukommelsesspor for oplevelsen, og at børn først sent udvikler selvbiografisk hukommelse. Men måske skyldes børnenes vanskeligheder ved at svare på sådanne spørgsmål ikke nødvendigvis fraværet af et hukommelsesspor, men snarere at selve den viljestyrede søgeproces er krævende for dem – bl.a. fordi børns frontallapper først udvikles relativt sent”.

Erindringerne kan således meget vel være lagrede – det er blot vanskeligt for børnene at finde frem til dem, forklarer Peter Krøjgaard.  

Sammen med tre kolleger ved AU, Dorte Berntsen, Osman Kingo og Trine Sonne, har han derfor udtænkt en metode, der gør det muligt systematisk at undersøge, om børn "kan huske, hvad vi viser dem, og hvilken rolle selve søgeprocessen faktisk spiller i den forbindelse", siger Peter Krøjgaard.
 

Nærmest som ud af det blå

Selv om det lille barn kan have svært ved at foretage en strategisk søgning i sin selvbiografiske hukommelse, kan barnet genkalde erindringer på en anden måde, nemlig spontant.

Og netop undersøgelse af børns spontane genkaldelse af erindringer har gjort det muligt for professor Peter Krøjgaard og hans kolleger på Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning at undersøge små børns erindringer.

Den spontane genkaldelse kendes også hos voksne. Typisk har voksne ”mange spontane erindringer”, hvilket Dorthe Berntsen og hendes kolleger på Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning har dokumenteret, fortæller Peter Krøjgaard – og disse erindringer udløses tit af en association, som kan være fremkaldt af forskellige faktorer:

Det kan være et stykke musik, man hører, det kan være synet af et bestemt objekt - eller oplevelsen af en duft, man udmærket kender, og alligevel ikke umiddelbart kan sætte ind i en meningsfuld sammenhæng, før det hele lige pludselig falder på plads på smukkeste vis: For er det ikke den krydderurt, som Bedstemor, der for længst er død og borte, dryssede i salater?

I det øjeblik, den kobling er en realitet, kan erindringer om Bedstemor vælde frem, og pludselig ser man hende for sig.

Alle disse erindringsbilleder lå i den selvbiografiske hukommelse, som er en del af langtidshukommelsen. Og der kan de have ligget ganske længe uden at gøre væsen af sig, lige til fx duften af en krydderurt spontant – nærmest som ud af det blå - bragte dem til erindringens overflade.
 

Spontane erindringer hos små børn

Peter Krøjgaard var den første danske forsker, der systematisk lavede psykologiske eksperimenter med små børn. Han begyndte i 1996, da han umiddelbart efter sin kandidatgrad i psykologi blev ph.d.-studerende, og siden har han rekrutteret forældre til at komme til laboratoriet Psykologisk Institut på AU sammen med deres små børn.

 

De børn, der er med i eksperimenterne, har enten mor eller far med – og heldigvis melder der sig altid interesserede familier, når Peter Krøjgaard efterlyser deltagere: ”I nogle perioder kan interessen være særligt høj. Sådan var det fx, da DR1 for nogle år siden viste en meget flot og fascinerende serie om det lille menneskebarn, som BBC havde produceret – en tid tredoblede det responsraten, når vi søgte deltagere”.

Men hvordan undersøger man så konkret små børns spontane erindringer, og hvad kan disse undersøgelser vise?

I princippet forekommer det måske paradoksalt, at man overhovedet kan undersøge spontane erindringer eksperimentelt – da disse erindringer jo netop opstår spontant. Men når det alligevel er muligt, skyldes det til dels brugen af det såkaldte Unique Event Paradigm, der er udviklet af Peter Krøjgaard og hans kolleger.

I dette design besøger tre- og fireårige børn laboratoriet to gange. Under det første besøg i laboratoriet kommer barnet ind i et lokale, hvor der står en brun trækasse og et rødt stålskab. Både kassen og skabet er aflåste. I kassen er der spil (et bowlingspil, nogle spande og en bold), mens skabet indeholder to mekaniske bamser, som kan synge og vrikke med ørerne.

Barnet engageres efter lodtrækning enten i en sjov leg med spillene, eller i en spændende leg med de mekaniske bamser – men aldrig begge!

En uge efter kommer barnet så tilbage til laboratoriet sammen med sin mor eller far – og bliver igen sat foran kassen og skabet, som begge er aflåste. Og nu bliver det spændende:

Forsøgslederen forlader rummet – tilbage foran kassen og skabet sidder barnet sammen med sin mor eller far. I de næste to minutter optager et videokamera alt, hvad barnet siger og gør – for på den måde at dokumentere, om synet af kassen eller skabet får den lille deltager til spontant at erindre første besøg og de effekter, der ved den lejlighed blev leget med.

Den forælder, som er med, er blevet instrueret i ikke at kommentere på barnets eventuelle erindringer – og har heller ikke i perioden mellem laboratoriebesøgene måttet tale om det første forsøg. Og de to minutters videooptagelse scores efterfølgende af forsøgsmedarbejdere, der ikke ved, om det pågældende barn ved første besøg via lodtrækning blev præsenteret for spillene eller for bamserne.

Resultaterne af disse forsøg viser blandt andet, at mellem 30- og 60 procent af børnene ved andet besøg i laboratoriet uopfordret fortalte om, hvad de havde oplevet under det første besøg.

Det var altså for det første lykkedes forskerne at ’plante’ en erindring hos en væsentlig del af disse børnedeltagere. Og for det andet at ’plante’ den så markant, at børnene ved det andet møde med forsøgsmiljøet - herunder måske ikke mindst ved synet af det unikke skab og den unikke kasse – via association spontant kunne genkalde sig elementer fra den oprindelige oplevelse.

I nogle af forsøgene blev børnene bagefter spurgt, om de kunne huske, hvad der var i hhv. kassen og skabet. Hensigten med disse spørgsmål var at se, om børnene var i stand til at gennemføre en strategisk søgning – altså bevidst gå tilbage og lede i deres erindringer.

Når det gjaldt den spontane genkaldelse af første besøg – hvad børnene uopfordret fortalte om denne oplevelse, når de kom tilbage til laboratoriet og genså skabet og kassen - var der ingen forskel i præstationsniveauet mellem de treårige og de fireårige.

Det var der til gengæld, når børnene direkte blev bedt om at fortælle, og fx fik spørgsmålet: Kan du huske, hvad der var i skabet/kassen?

”Her præsterede de fireårige klart bedst, og det skyldes formentlig at hjernens frontallapper, som bl.a. spiller en vigtig rolle for strategisk genkaldelse, udvikler sig markant fra tredje til fjerde leveår”, siger Peter Krøjgaard:

”Disse resultater viser altså, at både de treårige og de fireårige har lagret erindringer om den begivenhed, de oplevede ugen forinden, og at genkaldelse for de yngste kun adskiller sig fra de fireåriges, når børnene målrettet skal søge i deres erindringer - men ikke når de genkalder sig erindringen spontant”.
 

Barndomsamnesi

Ved at undersøge spontane erindringer hos små børn håber psykologerne fra Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning også at blive klogere på en række andre spørgsmål. Herunder, hvad der mere specifikt ligger bag fænomenet barndomsamnesi, der er betegnelsen for det forhold, at voksne mennesker som regel ikke kan genkalde sig ret mange erindringer fra de tidligste leveår.

Barndomsamnesi kan ikke forklares ud fra én enkelt årsag - der er flere faktorer, som bidrager til fænomenet, siger professor Peter Krøjgaard:

”En af dem er simpel glemsel, som er langt mere udtalt hos små børn end hos voksne. For det første har yngre børn tidligere første erindringer end ældre børn. I et forsøg spurgte man fem-årige,syv-årige, ni-årige og 11-årige: Hvad er det første, du kan huske? – og her havde de fem-årige tidligere erindringer end fx de ni-årige. Disse resultater viser altså, at børns erindringer glemmes i takt med, at de bliver ældre”.

For det andet ved man, at glemselskurven generelt er mere stejl hos børn, end den er hos voksne, fortæller Peter Krøjgaard: ”Resultaterne fra studier af spontane erindringer understøtter indirekte tesen om glemsel, da de sandsynliggør, at små børn faktisk etablerer erindringer, men at børnene blot kan have vanskeligt ved efterfølgende at få adgang til dem – især når man spørger direkte til dem. Derfor har voksne formentlig haft mange erindringer, som blot er blevet glemt i takt med, at vi voksede op”.

Men når direkte spørgsmål ikke er effektive i relation til små børn, hvad skal man så som forælder gøre for at få sit barn til at fortælle om, hvad det har oplevet i børnehaven? Her kan man prøve at gå en anden vej, den spontane vej, siger Peter Krøjgaard:

”For hvis du fx ved, at dit barn har været i skoven med børnehaven tidligere på dagen, så vil et billede fra turen – eller endnu bedre, en konkret genstand fra skoven, som fx en grankogle – måske skabe en spontan erindring hos dit barn.”