Ny forskning: Variationer af ADHD kan aflæses i generne

Den genetiske baggrund for de forskellige udtryk og forløb af ADHD er ikke særligt godt kendt. Men nu har et hold dansk-amerikanske forskere fundet sammenhæng mellem genetiske varianter og nogle af forskellighederne, som måske kan danne afsæt for individuel forebyggelse og behandling.

Engang fik stort set kun ”de vilde drenge” i skolen diagnosen ADHD. De kunne ikke sidde stille og afbrød de andre hele tiden, fordi de var hyperaktive og impulsive. ”De kravler på væggene,” sagde man om dem.

I dag får også piger, unge og voksne diagnosen, for vi ved, at udviklingsforstyrrelsen ikke er afgrænset af hverken køn eller alder, selvom drenge stadig får de fleste diagnoser.

ADHD er en kompleks neuropsykiatrisk lidelse med forskellige sværhedsgrader og forløb. Og sommetider får diagnosen følgeskab af andre diagnoser, også psykiatriske diagnoser, som depression, angst eller autisme. Indtil nu har den genetiske baggrund for forskellighederne imidlertid været som en sort boks.

Men nu har et dansk-amerikansk hold forskere lettet på låget til boksen og fundet ud af, at nogle af de mange variationer også kan spores i generne.

Forsker i psykiatrisk genetik ved Institut for Biologisk Psykiatri på Sct. Hans i Roskilde Andrew Schork har med et Lundbeckfonden Fellowship i ryggen etableret den forskningsgruppe, som står bag studiet.  

”Det viste sig, at de genetiske profiler var temmelig forskellige. Og forskellige på vigtige og interessante måder, som på sigt kan få betydning for forebyggelse og behandling,” fortæller han.

Forskerne fandt tydelige genetiske forskelle

Data om 14.000 danskere med ADHD, født mellem 1981 og 2005 indgik i studiet. De kommer fra den såkaldte iPSYCH-kohorte, en database med sundhedsdata, DNA-oplysninger og sociale data fra 130.000 danskere, hvoraf ca. 90.000 har en psykiatrisk diagnose, mens de øvrige fungerer som raske kontrolpersoner.

I studiet har forskerne sammenlignet personer, som ”kun” har ADHD med personer med ADHD, hvor data afslører, at de har noget med i bagagen, som kunne påvirke deres forløb med ADHD. Forskerne har valgt at undersøge et lille udpluk af den slags data, 22 punkter i alt. Blandt dem en ADHD-diagnose, som først er erhvervet som voksen, og en ekstra psykiatrisk diagnose som angst eller depression.

Forskerne undersøgte, om de forskellige datapunkter kunne aflæses i generne. Og det kunne nogle af dem altså meget tydeligt.

Blandt de mest markante fund er, at personer med ADHD i kombination med enten autisme eller misbrug, og patienter, som først fik diagnosen som voksne, havde genvarianter, som ser ud til at modsvare forskellene.  

”De her genetiske forskelle kan hjælpe os med at forstå udviklingsforstyrrelsen bedre,” siger Andrew Schork.

Post. Doc. Sonja LaBianca, som er med i Andrew Schorks gruppe og stod i spidsen for studiet, er læge og har arbejdet med børn, unge og voksne med ADHD.

”Det her er en bekræftelse af, at når vi i klinikken møder patienter med den samme diagnose, men meget forskellige komplikationer, så hænger det faktisk sammen med deres genetiske profil, og dermed sandsynligvis også deres biologi,” siger hun.

Tal på genetisk risiko kan blive et værktøj for lægen

De genetiske varianter kan bruges til på et tidligt tidspunkt at tegne et billede af den enkeltes risiko for at udvikle en given komplikation eller gennemgå et bestemt sygdomsforløb. Og eftersom generne styrer cellernes produktion af proteiner, kan de også afsløre mål for ny medicin. 

Genetikere udregner den enkeltes sygdomsrisiko som et tal, en såkaldt polygen risikoscore, PGS, som viser, hvor meget genvarianterne tilsammen vægter for den enkeltes risiko ud fra statistiske sammenhænge.

Der er altså ikke tale om enkelte, sjældne, nedarvede genfejl, som kan føre til sygdom, men kombinationer af tusindvis af små varianter i generne, som er helt almindelige og hver for sig er uden betydning.  Men tilsammen kan de i bestemte konstellationer og i kombination med andre faktorer, i vores livsstil og miljø påvirke risikoen for at få en bestemt sygdom, en udviklingsforstyrrelse, eller et særligt sygdomsforløb i enten positiv eller negativ retning.

”I fremtiden kan vi måske bruge de polygenetiske risikoscores til at sammenholde med andre risikofaktorer og forudsige patientforløb, og for eksempel finde ud af, om patienten er modtagelig for den behandling, vi kan tilbyde,” siger Sonja LaBianca.

Og det kan vise sig nyttigt, for omkring 10-20 pct. af patienter med ADHD har ikke så god effekt af den medicinske behandling.

Sonja LaBianca understreger dog, at hun ikke regner med at kunne tage PRS i brug lige med det samme. Værktøjet er langt fra at være på plads.

”Men at vise, som vi gør her, at der er de her forskelle i genetikken, er et kæmpe skridt i den retning,” siger hun.

Baggrundstæppet for studiet er en eksplosiv vækst i antallet af ADHD-diagnoser. I runde tal fik 50.000 børn, unge og voksne danskere i 2018 medicin mod ADHD, og i 2022 var tallet steget til 86.000.

Den vækst, som ikke alene gælder Danmark, har ført til mere forskning i ADHD internationalt, men i studiet her gør forskerne op med skik og brug inden for feltet, fortæller Andrew Schork.

”Der er en tendens til at personer med ADHD-diagnosen inden for den genetiske forskning lægges i ”samme kasse”. Men i virkelighedens verden er patienter ikke enten ettaller eller nuller på et regneark, og det blev jeg bekræftet i af de læger og epidemiologer, som er med i studiet,” siger han.

”Derfor så vi på flere forskellige risikoscores, og stillede spørgsmålstegn ved den udbredte antagelse, at de samme gener, som bestemmer, om du bliver syg også bestemmer hvordan sygdommen udvikler sig.” 

Studiet er det første af sin art, og skal følges op af andre og større studier, før resultaterne kan omsættes til forebyggelse, diagnostik og behandling. Men Andrew Schork håber, resultaterne kan inspirere andre forskere til at interessere sig for genetiske forskelle.

”Det her er et koncept, som viser, at der er noget at hente her, og at vi er nødt til at respektere og tage højde for, hvor individuelle patienterne er, og hvor forskellige forløbene er. Vi har vist, at det er muligt at anvende genetikken til at dissekere meget komplekse forskelle, og det kan overføres til andre diagnoser også.”

Det nye studie, som er optaget i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature Genetics, er blevet til som del af Lundbeckfondens Initiativ for Integreret Psykiatrisk Forskning (iPSYCH).